|
Komforten var længe røget sig en tur, og jeg
havde nu iført mig den overlevelsesdragt, som min svoger havde foræret mig, den
blev jeg meget glad for.
Den er komplet vandtæt og den er både varm
og tør. Båden blev kastet rundt i søen og der var meget vådt i cockpittet, da
mange af bølgerne slog ind over kahytten og endte i cockpittet. Vindens hylen og
skrigen i riggen tiltog og var faktisk uhyggelig høj, men dragtens tætsiddende
hætte gjorde heldigvis, at jeg ikke kunne høre ret meget.
Da jeg vendte båden om for at løbe med
vinden, havde jeg taget storsejlet ned og surret det til bommen, og løb fint med
vinden for et par omgange af rullefokken.
Det var dejligt at få vendt skuden, det
føltes nærmest, som om vinden havde lagt sig, der blev øjeblikkeligt mere ro om
bord. Det var ikke vanskeligt at styre til at begynde med, men det tiltog
gradvis.
Jeg troede flere gange; at nu bliver det
ikke værre, men jeg blev klogere. Jeg ville selvfølgeligt aldrig frivilligt tage
ud i sådan noget vejr, og jeg ville heller ikke før have troet, at båden - eller
andres for den sags skyld, kunne have klaret sådan en tur.
Efter at have styret i 8 timer med vinden,
var jeg ved at være fysisk udmattet og godt træt af det, og det var i den
forkerte retning, jeg kom længere ind i bugten og bølgerne var
vanvittige.
Det er fysisk og mentalt anstrengende i
timevis at surfe ned af bølgerne og samtidigt undgå at brækkende søer vælter ned
over båden. Jeg fik et par stykker ind, og så meget vand i cockpittet gør, at mit
lille skib hænger med agterenden og nærmest stopper op, og uden fart på båden, så
lænser lænsehullerne ikke ret meget. Jeg var overbevist om, at den næste sø ville
synke skuden.
En desperat mand kan på få sekunder tømme
et fyldt cockpit med en spand.
Jeg havde tidligere hørt om Biscayen
(derfor ventede jeg også så længe, før jeg begyndte overfarten) ikke bange, men
nervøs/forsigtig. Jeg havde selvfølgelig hørt og læst om det
forfærdeligste uvejr og om bølger på 15 meter osv. (det var også her, kaptajn Haddock fra
Tin Tin
altid lå underdrejet) De regelmæssige bølger var ca. 10-13 meter (3-4 meter
højere end min mast), men bølgerne i bugten kommer ikke kun fra en retning, der er
også mange forvirrede bølger fra de andre retninger og det er meget uroligt at
sejle under sådanne forhold.
Der var nu skum overalt, luften var fuld af
det og ligeså cockpittet.
Og for ikke at blive "suget" ud; vinden
farede hen over kahytten og nærmest dannede vakuum, måtte jeg i cockpittet sidde
med livline på.
Jeg havde læst om forskellige taktikker
såsom Heave to og Lying ahull. Den sidste går ud på at lægge med siden mod
bølgerne og lade båden passe sig selv. At gøre det her, tror jeg ville være
selvmord, og båden ville, tror jeg, blive overskyllet/fyldt med det
samme. Jeg har heller aldrig prøvet det, da det i en bog var beskrevet som
sådant (selvmord).
At Heave to havde jeg prøvet for sjov -
under hård vind i Danmark - og kendte til det, så det besluttede jeg mig for, da det
ikke var muligt at løbe med vinden længere, jeg følte mig mørbanket og
færdig.
For at gøre dette, skal man have noget sejl
på bommen, men da jeg løb for vinden uden sejl, skulle jeg samtidig med at
styre, også have løsnet storsejlet fra bommen og have den rebet i fjerde reb og
da jeg svang båden rundt, stod det mig klart, hvor farligt det var for min båd
at have siden til.
Det var svært at få stævnen op mod vinden
og bølgerne. 2 gange havde jeg salings-hornene helt nede i bølgerne. Jeg fik
rullet lidt af fokken ud og stod nu faktisk stille op i vinden. Det lykkedes mig
at få bakket forsejlet, så vinden rammer den "forkerte" side af sejlet, og bommen
stod lige i cockpittet og jeg bandt roret fast i borde.
Båden lå nu stabilt, lidt skævt op i vinden
og drev agterud med 1,5 - 2 knob i timen.
Efter lidt justeringer og sikring af
diverse tovender, sad jeg en times tid og beundrede bådens opførsel - og uden at se
for meget ud på havet, som nu nærmest var frygtindgydende.
Jeg var ekstremt imponeret over, at det i
det hele taget er muligt at klare sig igennem sådant et vejr i en lille
glasfiberskal, havets magt er frygteligt, og jeg følte mig pludselig meget
lille... |