Side 47

02/02/01

Der sejlede en svensk båd igennem i går - på en dag. Piloten lagde sig ned og sove og var stort set væk hele dagen.

Jeg har nu efterhånden opgivet, at "køre" Trojka over på den anden side, der er enkelte privatejede trailere, der måske kunne gøre det, men ingen der kan/vil trække dem, de er ikke indregistrerede og det ville blive uden forsikring og jeg tør ikke tage risikoen.

03/02/01

Jeg bliver hentet i morgen tidlig kl. 04:30 af Hardy, en tysker, som jeg skal sejle igennem kanalen med, han har en Armel 52 fod's båd, vi regner med at gøre det på en dag.

Og så har jeg fået en kontakt med en af de lokale bådejere, som vil gå med op og tale med myndighederne om, hvordan vi skal få mig igennem kanalen. Han siger, at det kan ikke være rigtigt, at jeg er nødt til at traile den over. Så nu får vi at se, om det er muligt at lempe lidt på reglerne.

06/02/01

Turen med Hardy blev ifølge piloten en ny rekord for sejlbåde igennem kanalen, vi sejlede fra ankerpladsen kl. 05:00 og var i Balboa marina kl. 13:30. Vi sejlede konstant 7 en halv knob og havde ingen problemer eller ventetider og spiste god mad og masser af tyske pølser.

Mandag tog jeg med David og Mette ned til Isla Grande. David er new zealænder og Mette er dansk. Han har rejst rundt i 3 et halvt år på bla. motorcykel og sejlet m.m. De mødte hinanden i 1999 i et eller andet Honolulo land og har siden rejst sammen videre. Mette har været i Danmark i en tre måneders tid, for at optjene hendes frikort.
De købte oppe i Staterne, en gammel van, som de bor i, og har så kørt hele vejen herned.

Vi spiste og sov på stranden og svømmede og dykkede hele dagen. Om aftenen drak vi en "hel masse" øl og røg noget lokalt tobak og var ret sjove, syntes vi selv. Vi var meget snakkesalige og drøftede bl.a. Religion, Hvorfor har Adam og Eva navler? - Ufoer, var der en over en russisk lufthavn, eller var det en and? - Den hund der, kan det være en spion fra Mars; Yeayyy mannnn..... Wooouw..... Både, mennesker med deforme lemmer, madopskrifter, flygtningepolitik, bistandssystemer N.Z. / DK. og, og, og, og så var vi lige pludselig trætte og måtte til køjs.

Om natten begyndte det at regne og jeg hang i en hængekøje imellem to palmer, det tog nogen tid, før jeg vågnede og behøvede derfor ingen morgenbruser. Vi var lidt sløve på stranden i dag og fik en middagslur, og det hjalp på kuløren, i hvert fald på den ene side.

I morgen skal jeg med ud og testsejle en gammel træbåd, det er en franskmand, Eric, der har købt en båd her, og han har arbejdet hårdt på at gøre den sejlklar, så han kan sejle den hjem eller til Trinidad, hvor han vil have den på land og overhale skroget.

Jeg er lidt ræd for, at hvis han løber ind i dårlig vejr eller bliver nødt til at krydse i hård sø eller vind, at han får kæmpeproblemer. Skroget er ikke i ret god form og han har flere/mange utætheder, som giver en del vand. Båden har ligget her i fem år og jeg tror, at den "åbner" sig op, hvis den bliver presset det mindste op i søen. Den har også nok en brækket køl eller en kølskade, da den har en mystisk "knæk" på midten - i begge sider. Han har givet 15.000 US $ for den.

Jeg er ret god til at svømme, og er blevet udset til at være den, der skal styre, så jeg prøver bare på, at blive nær land hele tiden……

Her sidst på dagen var vi lidt beduggede, vi sad på Erics båd, og Bart som også er fransk, lå halvvejs på land og halvt inde på båden. Han var startet i morges, han var sanseløs plakatfuld!! Vi blev enige om, at det nok var dårlige nerver over morgendagens prøvetur.

Et ældre Amerikansk ægtepar kom forbi, og trådte "over" Bart. Jeg hørte konen hviskede et eller andet "besk" om at være fuld midt om dagen og jeg sagde; Han er ikke fuld, staklen er søsyg, søen er forfærdelig i dag (båden har lagt til kaj i fem år.). De kunne ikke se det komiske i det, de kunne vi andre derimod, indtil Bart begyndte at opføre sig, som om han var søsyg; ud over det hele……

Til Side 48

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22