|
27/05/01
Jeg ankom nord om Ahe om aftenen d. 25 og tog så beslutningen. Der var masser af
vind og jeg havde ret, går jeg udenom, må jeg krydse to hundrede mil mod Papete.
Jeg havde studeret flere bøger og mit oversigtskort og lavet en rute ind igennem
Atollerne. Man skal huske på, at da de lavede søkortene, gjorde de det med
sekstant. Med GPS navigationen, kan man nu se, at øerne ofte ligger "forkert"
placeret i forhold til positionen på kortet, helt op til fem mil!!! Det tog jeg
med i mine beregninger, jeg ville ikke tættere på rev eller øer end højest
nødvendigt (jeg syntes selv, det er en ret god taktik, he he). Det tætteste
gennemløb jeg skulle passere, skulle efter kortet og div. bøger have en åbning
på 16 mil. Hvis jeg så trækker to gange største misvisning - i værst tænkelige
retning fra - er der stadig 6 mil og jeg er i midten, altså 3 mil til hver side
i værste fald.
Jeg kunne selvfølgelig intet se, det var den mørkeste nat i mands minde, men jeg
kunne ofte høre brækkende bølger ind over revet. Vest om første ø og øst om
næste. Derefter fem mil og så øst/syd om et rev. Da det blev morgen (endelig),
havde jeg 90 mil uden fare.
Jeg havde for første gang i min sejlerkarriere, været oppe hele natten. Jeg sov
kun to timer først på aftenen, jeg måtte hver halve time korrigere kursen p.g.a.
strøm ca. 4 knob i vestlig retning. Jeg havde lavet en kurslinie, og ved at tage
positioner hver halve time, kunne jeg se, om jeg holdt kursen. Jeg måtte et par
gange krydse, da det var stik mod vinden, og jeg kunne ikke holde kursen mod
næste waypoints.
Efter at have sovet det meste af dagen ankom jeg til de næste rev/øer i mørke
igen. Der havde jeg ikke så mange problemer, det gik kun ud på at være så meget
mod syd, før jeg svang mod vest og så et par gange mere, faktisk som at køre bil
med bind for øjnene; Tæl til tyve og sving 90 grader til venstre, tæl til 240 og
sving 75 grader til højre, og så må man bare håbe, at der er en vej…..
Jeg blev forvirret et sted, hvor der ikke var plads til tvivl. På nogle af
revene og øerne var der lys, bøjer og fyrtårn, hvilket som regel jo er godt, men
uden kort kunne jeg ikke vide i hvilken afstand, de skulle kunne ses og hvad de
afmærker, er det en rute? Eller et rev? Jeg så noget lys, der så ud til at
bevæge sig et par gange, men jeg frygtede, at det var revet, så jeg gik mere
sydover. Det er svært at navigere i bælgmørke i svag vind og stærk strøm, så man
har hele tiden opfattelsen af, at båden ikke reagerer på kursændringen. Jeg
ændrede flere gange, indtil det gik op for min trætte hjerne, at det var et skib
der fiskede, specielt da han startede en mega projektør op og fandt mig derude.
Jeg havde ikke lys på og vi var tættere på hinanden, end jeg havde troet.
Det er måske ikke den mest "professionelle" sejlads det her, men det er fandeme
spændende.
Jeg satte lys på og kaldte ham, Attention Fishing Wessel - Attention Fishing
wessel, Do you see me?? Ja Ja - bare rolig, selv uden lys kan jeg se dig, du
giver et fint ekko på min skærm, vi snakkede netop om, hvad det mon er derude,
du holder en noget mærkelig kurs???? Jeg forklarede ham om mine problemer og han
foreslog straks, at jeg holdt en kurs og at han så ville guide mig ind på en
rute, hvor der ingen fare er, i hvert fald de første 50 mil. Dejligt med lidt
radarhjælp, jeg takkede mange gange for hjælpen, slukkede lyset og gik til køjs.
Da jeg vågnede op af formiddagen, var der ringe vind og jeg har nu 159 mil til
Papete og skal bare undgå to rev mere. De ligger så bekvemt i afstand af
hinanden, at det ikke giver problemer, jeg skal bare holde øje med, hvor meget
strømmen sætter mig mod vest.
Det er nu skøn afslappende sejlads, farten er kun 3,5 knob, men søen er så til
gengæld total fladt. Jeg vil fiske her i eftermiddag, jeg har netop spist den
sidste dåse sardiner til morgen/middagsmad. Jeg fandt igen ud af, at havregryn
ikke holder sig ret længe til søs. Der var ligesom "spindelvæv" i dåsen, selv i
den uåbnede pose, så alt røg ud over siden. Jeg kunne ikke finde dyr i det, men
de par gange jeg er blevet syg af mad, skyldes hver gang de S…. gryn. Jeg tager
ikke længere chancer, jeg har prøvet at blive syg af dem, selvom jeg sorterede
de små sorte dyr fra meget grundigt.
Vinden skiftede først 20 grader og et par timer senere 120 grader mere, det er
da noget der vil noget, godt at jeg ikke sov…….
Jeg håber stadigt, at jeg kan komme i kontakt med et skib, der kan sende Natalie
en mail om min forventede ankomst. Jeg ville ikke bede skibet i går nat om det,
men jeg syntes, at han gjorde nok for mig og hans engelsk var et problem.
Jeg har ikke set andre skibe under hele turen, det undrer mig til stadighed, at
der er så mange skibe herude, og så sjældent ser man dem, stof til eftertanke,
hvis man sidder i en redningsflåde. Jeg har for øvrigt for længe siden pakket en
nødpaksæk (25 kilo - det bliver ren luksus på den øde ø) med raketter, vand
dåsemad/kiks, smøger og alverdens grej, bare i tilfælde at, at jeg må forlade
båden i en fart.
Åhh nej, det er en af de nætter, hvor jeg bare ikke kan gå i seng. Stjernehimlen
er bare så fantastisk, jeg er ikke træt og nu har jeg kogt mere vand og må nu
have drukket så meget the, kaffe og boullion, at jeg skal rende resten af
natten. Man tænker så klart, når man sidder i en stjerneoplyst hav, plant vand
og ikke en lyd andet end vindens sagte susen i sejlene. Jeg tænkte over, hvor
stort universet er og hvor lille Trojka og jeg er - så lille en brik i det store
puslespil, at vi ikke engang ville blive savnet, hvis vi faldt på gulvet.
Jeg tænkte over tid, hvad tid egentlig er, kvantum fysikken siger, at tid ikke
eksisterer, der er kun NU, alt andet er en mental konstruktion; fortiden er
lavet af hukommelsen og fantasi og fremtiden er lavet af planlægning og fantasi,
alt er bare mentale konstruktioner, der er kun NU.
Jeg husker at have læst, at Dr. Albert Einstein under en af sine forelæsninger,
blev spurgt; Hvordan vil de forklare, at tid er relativt, når den så klart kan
måles i enheder og altid vil blive det samme? Og Einstein svarede;
Prøv at sidde på et varmt komfur i et minut og det vil føles som en time, brug
derefter (eller måske først) et minut med en dejlig dame og det minut vil føles
som et sekund. Tid er relativt.
Jeg er bare i tvivl, jeg tror, at det er os mennesker og vores opfattelse (og i
dette tilfælde; af tiden) der er relative, og at hvis tiden eksisterer, så er
den konstant, og jeg tror, at det nu er tid for mig at gå i seng, det er vist
ved at være for meget, selv for mig.
Jeg har spekuleret meget på, om jeg gør det rigtige. Er jeg færdig med at sejle?
Har jeg set nok? Eller vil jeg fortryde, at jeg stopper på Tahiti?
En part af mig ville gerne forsætte til Tonga og derefter New Zealand eller
Australien for at arbejde.
Den anden part vil bare være sammen med Natalie, jeg er smask forelsket og det
er totalt gensidigt. |