Jeg flyttede båden fra ankerpladsen ind til en lille bro. Jeg ligger med anker ud fra stævnen og hækken ind mod broen og to reb i land. Jeg ligger imellem to megabåde, den mindste er 45 fod, vi ser godt nok lidt små ud her.

Det har været nogle "intense" dage. Vi har festet en del sammen med David, Staycy, Guy og Joe. Og forleden, efter at have turret hele dagen og det halve af natten, tog Nat. og jeg tilbage til huset og delte et par flasker vin og bl.a. snakkede til det blev lyst. Efter en bruser blev enige om, at tage på bar og spille billard, så uden søvn brugte vi derefter hele dagen på baren med at tæve de lokale i firemands billard, og det tog selvfølgelig kun et par timer, før vi var "opløftede", vi tog hjem ved 20 tiden, meget "trætte, jeg har aldrig drukket så meget i mit liv.

Ladybug sejlede i går mod Australien. Vi har i dag lavet lister over udstyr og båd til salg osv. og sejlede derefter Trojka ud til en marina i den anden ende af byen.

På havnen mødte jeg en ung englænder Jason, som sejlede med derud, så slap han for at gå. I morgen skal Nat. og jeg hjælpe Gary med at sejle hans båd derud. Han er for øvrigt den første jeg har mødt, der faktisk har prøvet at aktivere hans Epirb. Han mistede sine nerver under turen fra Amerika til Galapagos, da hans Vindvane og selvstyrer brød sammen, og så er man jo nødt til at styre båden selv, hvis man ikke kan reparere sig ud af problemerne, og turen vil tage dobbelt så lang tid, da båden jo må ligge stille, mens man sover, og så tager det jo også dobbelt så meget proviant.
Han panikkede, han er slet ikke egnet til at sejle alene, og har heller aldrig villet det, det var bare nogle uheldige sammentræf og en dum beslutning, der gjorde, at han endte derude alene.
Han aktiverede den om aftenen ved 20 tiden og i løbet af natten havde et civilt fly kontrolleret positionen og den amerikanske kystvagt, havde kontaktet hans kone for at høre, om det kunne passe, at hendes mand eller båd var derude, og så var hun jo nervøs. Om morgenen tog et Coastguard fly derud, ca. 1000 mil, og havde vhf radiokontakt med ham. Men da havde han faktisk repareret sig ud af problemerne og de var vældig flinke, og han blev ikke bedt om at betale noget som helst. De bad ham blot om at ringe, når han var sikkert i land og ikke være nervøs for, at aktivere den igen, hvis han fik problemer. En fin service må man sige. Men han skulle selvfølgelig have ventet, til han var sikker på, at han ikke kunne reparere den ene af styresystemerne. Jeg ville nok også have styret båden, til man var i problemer, eller i hvert fald tæt på, og har faktisk SSB radio, så muligheden for at finde en reserve-autopilot eller et ekstra besætningsmedlem til at hjælpe med at håndstyre var jo muligt, han prøvede bare ikke muligheden. Jeg kunne mærke på ham, at han var nervøs for at sejle alene om i marinaen, (et ret sikkert tegn på at han ikke burde være på dybt vand alene) så jeg tilbød straks Nat's. og min hjælp i morgen og han tog gladeligt imod det.
 

Papete er den første rigtige storby, jeg har været i i lang tid, altså bortset fra Panama som jeg allerhelst ville glemme, lorteby og lortehoveder. Alt føles så hektisk, når man ser biltrafik og storby liv.

Det er et rigtigt rart sted at være, og folk er, som de fleste jeg har mødt i Polynesien, utrolige søde og rare og meget interesseret i den lille båd. Jeg får besøg af en journalist i morgen.

Vi bor i et lille privat hjem, ejet af Thomas og Rose. Nat's mor har betalt lejen en måned frem, hun og Nat. boede her et par dage før hun tog hjem.

Vi skal være i Los Angeles den 18. juni. Der går vores fly til Vancouver.

Vores plan i Canada går ud på at møde familie, venner og derefter køre rundt i Nat's firehjulstrækker i et par måneder og se landet, tage på vandreture i bjergene og så starter hun med at arbejde. Og pigen forsørger da så bare mig, jeg bliver en "holdt" mand, hun har i hvert fald ikke taget mig for pengenes skyld, jeg har ingen. Vi planlægger at bygge en "A-frame" oppe i bjergområdet. Nat. mener, at med det, er jeg så travlt beskæftiget, at jeg slet ikke har tid til at starte med at arbejde.

Jeg får heller ikke lov til at arbejde (lovligt) på et turistvisa. Nat. siger, at det gør ikke noget, hvis jeg ikke kan arbejde i et par år (man får arbejdstilladelse, når man gifter sig). Jeg syntes, at hun er ret sød, det er da vist sjældent, at pigen er den eneste, der arbejder.

Men hun kender mig jo ikke på det område, jeg har altid været ret god eller heldig til at finde de rigtige kontakter og få arbejde. Det er muligt at arbejde deroppe, hvis der er et firma, der vil "importere/sponsorere" mig, jeg er jo så heldig, så det skal nok gå.

Bredero, som jeg arbejde for før, har et par fabrikker deroppe, men vist nok ret langt væk fra der, hvor vi skal bo.

Hendes "rigtige" far har haft et byggefirma, og han har al den ekspertise, værktøj og forbindelser, som vi har brug for, og mener for øvrigt, at han har den rette grund liggende også.

Vi holder nu en pause med at feste, og gør os klar til at møde civilisationen igen og er kommet ind i vores løberutine igen. Jeg er faktisk blevet vild med at drikke vin, noget jeg aldrig kunne før, så noget har jeg da lært under turen.

Og ellers vader vi rundt og nyder livet og hinanden.