Jeg flyttede båden fra ankerpladsen ind til
en lille bro. Jeg ligger med anker ud fra stævnen og hækken ind mod broen og to
reb i land. Jeg ligger imellem to megabåde, den mindste er 45 fod, vi ser godt
nok lidt små ud her.
Det har været nogle "intense" dage. Vi har
festet en del sammen med David, Staycy, Guy og Joe. Og forleden, efter at have
turret hele dagen og det halve af natten, tog Nat. og jeg tilbage til huset og
delte et par flasker vin og bl.a. snakkede til det blev lyst. Efter en bruser
blev enige om, at tage på bar og spille billard, så uden søvn brugte vi derefter
hele dagen på baren med at tæve de lokale i firemands billard, og det tog
selvfølgelig kun et par timer, før vi var "opløftede", vi tog hjem ved 20 tiden, meget "trætte, jeg har aldrig drukket så meget i mit liv.
Ladybug sejlede i går mod Australien. Vi
har i dag lavet lister over udstyr og båd til salg osv. og sejlede derefter
Trojka ud til en marina i den anden ende af byen.
På havnen mødte jeg en ung englænder Jason,
som sejlede med derud, så slap han for at gå. I morgen skal Nat. og jeg hjælpe
Gary med at sejle hans båd derud. Han er for øvrigt den første jeg har mødt,
der faktisk har prøvet at aktivere hans Epirb. Han mistede sine nerver under
turen fra Amerika til Galapagos, da hans Vindvane og selvstyrer brød sammen, og
så er man jo nødt til at styre båden selv, hvis man ikke kan reparere sig ud af
problemerne, og turen vil tage dobbelt så lang tid, da båden jo må ligge stille,
mens man sover, og så tager det jo også dobbelt så meget proviant.
Han panikkede, han er slet ikke egnet til
at sejle alene, og har heller aldrig villet det, det var bare nogle uheldige
sammentræf og en dum beslutning, der gjorde, at han endte derude
alene.
Han aktiverede den om aftenen ved 20 tiden og i løbet af natten havde et civilt
fly kontrolleret positionen og den amerikanske
kystvagt, havde kontaktet hans kone for at høre, om det kunne passe, at hendes mand
eller båd var derude, og så var hun jo nervøs. Om morgenen tog et Coastguard fly derud, ca. 1000
mil, og havde vhf radiokontakt med ham. Men da havde han faktisk repareret sig
ud af problemerne og de var vældig flinke, og han blev ikke bedt om at betale
noget som helst. De bad ham blot om at ringe, når han var sikkert i land og ikke
være nervøs for, at aktivere den igen, hvis han fik problemer. En fin service må
man sige. Men han skulle selvfølgelig have ventet, til han var sikker på, at han
ikke kunne reparere den ene af styresystemerne. Jeg ville nok også have styret
båden, til man var i problemer, eller i hvert fald tæt på, og har faktisk SSB
radio, så muligheden for at finde en reserve-autopilot eller et ekstra
besætningsmedlem til at hjælpe med at håndstyre var jo muligt, han prøvede bare
ikke muligheden. Jeg kunne mærke på ham, at han var nervøs for at
sejle alene om i marinaen, (et ret sikkert tegn på at han ikke burde være på
dybt vand alene) så jeg tilbød straks Nat's. og min hjælp i morgen og han tog
gladeligt imod det.
Papete er den første rigtige storby, jeg har været
i i lang tid, altså bortset fra Panama som jeg allerhelst ville glemme, lorteby
og lortehoveder. Alt føles så hektisk, når man ser biltrafik og storby liv.
Det er et rigtigt rart sted at være, og folk er,
som de fleste jeg har mødt i Polynesien, utrolige søde og rare og meget
interesseret i den lille båd. Jeg får besøg af en journalist i morgen.
Vi bor i et lille privat hjem, ejet af Thomas og
Rose. Nat's mor har betalt lejen en måned frem, hun og Nat. boede her et par
dage før hun tog hjem.
Vi skal være i Los Angeles den 18. juni. Der går
vores fly til Vancouver.
Vores plan i Canada går ud på at møde
familie, venner og derefter køre rundt i Nat's firehjulstrækker i et par
måneder og se landet, tage på vandreture i bjergene og så starter hun med at
arbejde. Og pigen forsørger da så bare mig, jeg bliver en "holdt" mand, hun har
i hvert fald ikke taget mig for pengenes skyld, jeg har ingen. Vi planlægger at
bygge en "A-frame" oppe i bjergområdet. Nat. mener, at med det, er jeg så
travlt beskæftiget, at jeg slet ikke har tid til at starte med at
arbejde.
Jeg får heller ikke lov til at arbejde
(lovligt) på et turistvisa. Nat. siger, at det gør ikke noget, hvis jeg ikke kan
arbejde i et par år (man får arbejdstilladelse, når man gifter sig). Jeg syntes,
at hun er ret sød, det er da vist sjældent, at pigen er den eneste, der
arbejder.
Men hun kender mig jo ikke på det område,
jeg har altid været ret god eller heldig til at finde de rigtige kontakter og få
arbejde. Det er muligt at arbejde deroppe, hvis der er et firma, der vil
"importere/sponsorere" mig, jeg er jo så heldig, så det skal nok gå.
Bredero, som jeg arbejde for før, har et
par fabrikker deroppe, men vist nok ret langt væk fra der, hvor vi skal
bo.
Hendes "rigtige" far har haft et byggefirma, og han har al den ekspertise, værktøj og forbindelser,
som vi har brug for, og
mener for øvrigt, at han har den rette grund liggende også.
Vi holder nu en pause med at feste, og gør
os klar til at møde civilisationen igen og er kommet ind i vores løberutine
igen. Jeg er faktisk blevet vild med at drikke vin, noget jeg aldrig kunne før,
så noget har jeg da lært under turen.
Og ellers vader vi rundt og nyder livet og
hinanden.