Side 14

At opholde sig indendøre kunne kun lade sig gøre, liggende på dørken, hvor jeg lå godt klemt fast på grund af den store dragt. Jeg spiste lidt kiks og drak saftevand, og prøvede på at høre musik, hvilket var svært på grund af vinden og larmen fra båden. Alle mine låger er dobbeltsikrede, men bag ved lågerne vendte alt op og ned, lydene fra riggen overdøvede næsten alt, men det var på en måde beroligende at høre radio, og rart at vide, at der trods alt dette "helvede omkring mig", stadig eksisterede en "normal" verden derude og faldt udmattet i søvn i 8 timer. Jeg håbede, det ville være ovre, når jeg vågnede.

Skuffet vågnede jeg og måtte erkende, at det var endnu værre nu. Jeg troede mange gange under hele forløbet; Nu kan det ikke blive værre, det skyldes selvfølgelig min manglende erfaring og intet udstyr til at fortælle mig om vindspeed, jeg tror også bagefter, at det blot ville have gjort mig mere utryg, hvis jeg havde vidst, at det ville blive værre, og kunne følge vindens tiltagning i meter/sek.
Vinden kom selvfølgelig fra sydvest og jeg var på vej ind i bugten, imod alle råd, men det eneste positive var så, at der var plads nok, jeg var klar over, at det er den forkerte retning, men der var intet, jeg kunne gøre - andet end at holde båden i Heave too.
Jeg var i starten noget nervøs over, hvis en bølge nu skulle skubbe Trojka på tværs, mens jeg sov eller hvilede, men det skete aldrig. Jeg var kun oppe i cockpittet i minutter ad gangen og timer imellem. Og følte mig tryg og godt tilpas indendøre. Jeg kan varmt anbefale Heave too.

Det tog 42 lange timer før stormen var ovre, og sø og vind var stadig drøj, og det var en urolig tur, men jeg havde atter retning mod La Coruna.

Jeg bruger alt for meget tid på at få Ullermaticen til at styre og må for det meste opgive, og sætte min autopilot til det.
 

Til Side 15

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22