18/05/01
Nat. kørte til lufthavnen med værten og jeg tog til hospitalet klokken 09:00,
hvor jeg havde en tid. Jeg har i nogle dage gået til kontrol p.g.a. en infektion
på mit ene ben, det er stafylokokker og vi har ventet på det rette tidspunkt til
at skære i den. Ingen bedøvelse, om det skyldes, at de ikke havde noget eller at
det ikke kan bruges på noget så betændt, aner jeg ikke, men jeg kunne S…… mærke
kniven.
Lægehjælp er gratis og ligeså medicin.
Jeg fik 80 piller, jeg skal spise over de næste ti dage og en kæmpe stak
forbindinger, rensevæsker og så videre, og så måtte jeg skrive under på
journalen, at jeg selv afbrød behandlingen. Han var ikke meget for, at jeg skal
være alene på havet i de næste ti dage, men gav mig dog instrukser på, hvordan
jeg dagligt skulle trække 5 centimeter bandage ud af såret og klippe det af og
rense rundt omkring.
Sygeplejersken meldte sig som frivillig til at tage med mig for at se til mit
sår. Jeg takkede dog nej tak, jeg kunne forestille mig Nat.s ansigt, når vi
ankommer til Papete, jeg med min private sygeplejerske.
Jeg lovede, at få lægen i Papete til at ringe, når jeg kommer frem. Jeg kan ikke
rigtigt li' det her, det er nærmest som om, at han er spændt på, om jeg vil
ankomme.
Jeg fik tjekket ud lige så smertefrit som ind og tog tilbage til båden. Der er
en voldsom bølgegang på ankerpladsen og jeg blev næsten dårlig. Mon jeg har
været på land for længe? Det er nok alt det medicin.
Jeg skiftede forbindingen, da jeg var tilbage på båden. Den var gennemblødt og
kunne ikke holde blodet tilbage, det løb ned af benet, det så farligt ud.
Jeg måtte op i masten for at sætte radar-refleksen og ophalet til forsejlet fast
igen, som jo faldt af, da jeg nær mistede masten. Jeg burde havde skiftet den
ene topvant, den ser ringe ud forneden, men orker det ikke med mit skide ben,
det er P…. ømt.
Jeg håber, at det går, og vil føre to fald ned til samme side til at støtte
masten. Hvis det ikke går, ja så skal jeg jo op i masten, så kan jeg kun håbe på
fladt vand……..
Jeg har netop fået lavet Waypoints til turen, alle fra bogen "Routes Of The
World" og har besluttet mig til at vente til i morgen tidlig. Jeg er totalt
udkørt efter den gåtur og kravlen rundt i masten. Jeg lovede lægen at holde
benet i ro og ikke gå på det, og for første gang her, måtte jeg gå (4,5 km.)
hele vejen tilbage til båden. Der var ingen trafik i den retning i
middagsstunden, de stopper altid og giver et lift, det er bare fast kutyme her.
Jeg har ingen kort over øgruppen, kun et oversigtskort der dækker det meste af
det sydlige Stillehavet, og for øvrigt heller ikke over Tuamoto's Atollerne, så
jeg har besluttet mig for at sejle udenom i stedet for at løbe risikoen, at ende
oppe på dem. Så kan jeg også bedre slappe af (læs sove) og jeg skal også ankomme
til Papete i dagslys, da jeg heller ikke har kort der til.
19/05/01 (Afrejse mod Papete, Tahiti)
Jeg sov på ankerpladsen p.g.a. mit ben og feberen. Jeg følte mig ret sløj og
havde overhovedet ikke lyst til at sejle. Jeg var nærmest bevidstløs af træthed.
Jeg satte vækkeren til klokken fem morgen og syntes, at jeg havde det bedre, så
jeg trak ankeret op og forlod pladsen.
Jeg havde afmonteret min "store" motor og prøvede at sejle på den lille 2,5 hk.
Det er det mest besværlige på Trojka, at jeg er nødt til at afmontere den motor
for at kunne montere Windpiloten. Det kan være ret så træls, når der er
bølgegang at bakse rundt med den.
Det gik egentligt ret godt med den lille, det tog lidt tid før vi fik fart på,
men den klarer faktisk at sejle Trojka med 4,5 knob/timen. Men skruen er ikke
langt nok nede i vandet, så et stykke ude tog jeg motoren af, der var som
sædvanlig voldsom bølgegang og den kunne ikke få fat og monterede så mit
vindror, men vinden skiftede fra ringe til ingenting og efter et par timers
driven rundt, monterede jeg den store motor og sejlede i 21 timer på den.
Jeg brugte 48 liter benzin og har nu akkurat nok til indsejlingen i Papete.
Jeg har utroligt nok, med alt det antibiotika jeg spiser, stadig feber, og såret
så ikke for godt ud. Jeg fik at vide, at jeg hver dag skulle trække 5 centimeter
bandage ud af såret og klippe det af, men alt var så betændt, at det "flød" ud,
så jeg tog det hele ud og skyllede såret indvendigt med noget "rensevæske". Jeg
rensede/skrabede såret udvendigt med jod/skrub, som jeg fik af lægen og dyppede
en halv meter bandage i det samme væske og "stoppede" det ind i benet, og
lukkede det godt til med sterile bandager, jeg håber det er bedre i morgen. |