|
Det blæste meget og der var en 3 til 4 meters
bølgegang, vi lå på tværs i søen og rullede meget. Mens jeg sad i motorrummet,
havde de andre skiftedes til at kaste op og nu var de enige om, at det var
bedre, at vi fandt en vig og ankrede og at så kunne vi forsætte næste dag.
Motoren blev stadig for varm og vi kunne kun køre for lave omdrejninger. Det
boblede i radiatoren og der var "vand-slam" på oliepinden og oliedækslet,
toppakningen eller topstykket er revnet.
Undervejs strejkede bilge pumpen og Eric blev ved med at "trække" pumper op af
hatten", han havde kontrolleret dem alle og de virkede!!! De kunne køre rundt,
men det viste sig bare, at ingen af dem kunne løfte vand, så vi fik startet
håndpumpen, efter dog først at have skiftet slanger på den. Efter et kvarters
tid, kunne den ikke mere, gummiventilen var rådnet op og faldt fra hinanden. Jeg
fik rigget saltvands-indtaget, så motoren sugede fra bunden, det krævede en
mand, der knapt kunne følge med til at rense nødfilteret på enden af slangen. De
skiftedes og havde alle brug for en spand dernede, det er nok det værste sted,
man kan være, når man er søsyg.
Vi satte en Genua og sekunder efter trak den blokken op af dækket og rev tromlen
af, alt var monteret med skruer og træværket er "ret mørt", jeg krydsede og så
trak vi blokken op af dækket på den side også, så droppede vi det med sejl og
forsatte for motor alene. Vi havde så meget vand i båden, at det stod op på
motoren og snart sprang remmen til generator/vandpumpe, Eric kom med et helt
bundt. Vi måtte ligge stille i to timer, før vi havde fået vandstanden ned under
motoren og imens sprang den nye rem også. På den trejde rem kunne vi nu forsætte
mod ankerpladsen.
Vi anløb Porto Bello ved 21 tiden i bælgmørke uden lys, da det heller ikke
virkede, Gps'en, en Garmin 50 var afgået ved døden, sikkert omkring århundrede
skiftet. Så de sidste mil var " spændende ".
Bart lavede en fantastisk spagetti/kødsovs og vi drak alle øllene og var ret
muntre, vi reparerede lidt og skiftede olie og faldt en efter en i søvn,
undtagen Eric som holdt skuden flydende ved at skifte pumper og finde
alternative måder til at komme af med vandet, uden at pumperne skulle løfte det
ret højt, en kørte det op i toilettet (som så konstant skulle pumpes!!), en
anden klarede at løfte det op i håndvasken.
Næste dag sejlede vi op til en bugt, hvor der er en østriger, der har en lille
marina, men båden stak for dybt til, at vi kunne gå igennem revet og vi måtte
ankre udenfor.
David og Mette ville tilbage til Colon efter deres bil og jeg ville med for at
se til Trojka som lå for anker. Her er kun en busafgang i døgnet og det er kl.
05:30. Østrigeren fandt dog en lift til os, dog først med afgang om aftenen kl.
22:00. Det viste sig at være to østrigere, brødre, hvoraf den ene havde haft sin
båd liggende der i 4 år og de var lige et smut ovre og se til den. Undervejs på
deres jordomsejling var konen blevet gravid, og de tog hjem for at føde, men før
den lille var et år skete det igen, og nu ville konen ikke sejle mere. De var
begge "legale" drug dealere, de har en række hashcafeer og en hashfabrik og vi
fik en masse gode historier, bl.a.; at de havde prøvet at starte en slags
budservice, hvor kunden bare ringede og så kom budet ud med en "kollektion", det
var en succes og de havde snart 5 bude kørende, men der blev en farlig ballade
og de stoppede det snart. Hash kan købes og ryges i Østrig, da det er et
alternativ-medicin bla.bla.bla.
Hjemme igen i marinaen fik vi en flok øl og mange flere historier og sluttede af
med at ryge lokalt, som de to "drug dealere" bedømte som "ret godt". Jeg har
aldrig kørt spirituspåvirket eller på anden måde påvirket, det samme kan jeg
ikke længere sige, om at ro. |