Side 44

25/01/01

Jeg fik ikke flyttet båden i går aftes, lige pludselig blev det bælgmørkt, men jeg satte klokken og tidlig i morges sejlede jeg herind, og droppede ankeret, og det holdt godt. For at være på den sikre side, roede jeg endnu et anker ud, så jeg ikke kan svinge, der er ikke for meget plads og så føler jeg mig også, lidt mere sikker på, at Trojka bliver der, når jeg ikke er omborde.

Jeg var rundt ved de forskellige banker, ingen steder har de en "swift adresse" til at overføre penge til, men fandt endelig en, der har en filial i New York, hvortil jeg kan få sendt penge og de vil så få dem overført. Jeg spurgte ikke om, hvor længe det vil tage, men må nok væbne mig med tålmodighed….

På internettet var Hotmail igen oppe og køre, så jeg kunne få adgang til mine adresser.

Jeg fandt et baggårds-køkken, hvor jeg spiste til middag for 1 US$. Man kunne ikke købe cola, men vand var inkluderet i prisen, hvem siger, at det er dyrt at spise ude…

På det lokale marked kan man købe cigaretter, de koster 1,5 US$ pr. karton. (ca. 1,20 Dkr. pr. pakke!) de kalder dem "Kontrabande", men det er tydeligt, at det drejer sig om cigaretter, der skulle destrueres, mange er lidt flade og trykkede. Der må være en Marlboro fabrik i Panama. Jeg har købt "en del."

Der er meget politi omkring og på gaderne, de patruljerer i bl.a. Jeeps - som var vi i en krigszone. Alle butikker har bevæbnede vagter, mange med Shotguns. Jeg håber, at de råber en advarsel, før de fyrer løs. Jeg er ikke i tvivl om, at de rammer ham, de sigter på, men der smutter sikkert 10 andre med i samme skud pga. spredningen.

Jeg så flere gange politibetjente, klædt i sort med sorte hjelme med sorte visirer og sorte læderhandsker med afklippede fingre (de ser barske ud), der to og to kører på Offroadere bevæbnet med store jagt/haglbøsser, det er vildt, det her sted.

Her ligger de største motorbåde - de kalder dem Powerboats - jeg endnu har set. Flere af dem har en helikopter stående på dækket (helideck's of course).

Jeg så en amerikansk Powerboat, der var på vej over for at tanke. Jeg skyndte mig derover for at hjælpe, og kunne vel egentlig godt tænke mig at snakke lidt med fyren, der ejede den og måske komme omborde. Jeg hjalp med tovværket, der var en del anderledes dimensioneret end mit, men jeg så aldrig andre end den uniformerede besætning, der reagerede "lige så skeptisk" - som var de alle tidligere FBI agenter - på mine spørgsmål. Vi var vist ikke i samme klasse. De tankede til tanken løb tør, 3700 gallons (seksten tusinde seks hundrede og halvtreds liter diesel!!!). Jeg har brugt seks liter benzin siden Portugal, ikke samme klasse overhovedet. Ejerne "gemte" sig inden døre, til de var næsten ude af havnen.

Her ligger en del både, der klarede det hertil og kom ikke længere, pga. besætningen?? Flere af dem er mere eller mindre gået til - efter i måske årevis at have lagt stille. Sejl, tovværk og alt er mørnet op, sørgeligt at se på.

Jeg var rundt og melde mig som frivillig ved flere både, hvis de skulle have brug for en lineholder. Jeg er spændt på, hvordan turen igennem Kanalen er.

Reglerne for kanalpassagen foreskriver; at der skal være fire mand omborde til at holde linerne i sluserne - udover føreren af båden. At man skal have fire liner a 120 meter, og derudover skal man have en kanal - "adviser" (en "pilot") omborde også, seks mand omborde på Trojka, så skal der vist propper i cockpittet ellers synker vi sgu da, og de skal spise og sove her også. Jeg skal bare finde nogen, der kan stå op og sove, min seng får de ikke.

Jeg har i dag prøvet på at få telefonisk kontakt til FTLF's kontaktperson i Panama, Karsten Staffeldt, men uden held. Jeg har fået en emailadresse på ham, som skal prøves i morgen. Jeg har et par ideer, som skal afprøves; om det er muligt at finde en båd, der er villig til at løfte mig omborde - måske en Mærsk containerbåd? Kan jeg komme op på en pram eller blive slæbt af en - og så komme på siden af den igennem sluserne - eller er det bedre at blive kørt på lastbil på landevejen - og hvad skal det koste mig at komme over på den anden side???

Reglerne giver mig hovedpine, det er lidt træls, at nu har jeg sejlet tusindevis af sømil og skal nu have en hulens bøvl med de næste skide 50 mil. Lige nu ærgrer det mig, at jeg ikke tænkte på at runde Kap Horn, ned langs den Brasilianske kyst og rundt i det lille stræde, der ligger dernede. Alt det ville have kostet mig - udover sved på panden måske - var tid, og det har jeg egentligt nok af, det er værre med pengene.

Til Side 45

Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22