|
Fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22
Jeg fik båden i vandet i juni efter at
have brugt hele vinteren til at klargøre den til turen. Og turen - ja jeg
har ligesom holdt lidt lav profil, i hvert fald i sejlerkredse, med hensyn
til hvorhen og hvor længe, jeg ville sejle, både for ikke at blive til
grin, ved at sige det, men også fordi, at hvis jeg hurtigt gav op og kom hjem,
min erfaring og søsyge taget i betragtning.
Trojka i Esbjerg Havn -
juni 2000
Trojka i
Esbjerg Havn - juni 2000
(Trojka er Junker nr. 22117, link:
http://junker22.dk/junkere/junker22117.htm mvh. Rita)
Det der i første omgang gjorde, at jeg i
det hele taget fik ideen med at sejle, var at jeg en sen aften sad alene på mit
lejede værelse og så noget, som jeg tror, hedder TV Åben (?) - en serie af udsendelser,
hvor seerne selv optager med lånte kameraer. Og denne aften var det en særdeles
sørgelig udsendelse om en ung fyr (og et par venner), der startede på en
jordomrejse i sin båd og havde en masse planer og nåede igennem Kielerkanalen
og udenfor. Der fik de sig en oplevelse og så havde de fået nok og ville nu bare
hjem.
Jeg har nok altid været fascineret af det at sejle langt og klare sig selv,
og har set Troels Kløvedal's ture på Tv, når det var muligt. Senere har jeg også
læst Svend Billesbølle's bøger igen og igen, men jeg havde aldrig overvejet
seriøst, at jeg selv skulle sejle, jeg har altid lidt af søsyge. Selv på små
færgeoverfarter følte jeg mig som regel halvsløj og sølle! Jeg havde på det
tidspunkt levet alene i ca. 3-4 måneder og sad på et lejet værelse omgivet af en
foldeseng, skrivebord en kommode og et 12 tommers tv, hvilket var hvad jeg havde
taget med mig, da jeg forlod min nu ex gennem 12 et halvt år.
Jeg var 40 år og tror jeg, hårdt ramt af
panikalderen.
Jeg har aldrig været en af de mest normale,
ifølge Anne og andre, faktisk noget for mig selv. Men havde dog i de sidste 13 år levet et
"normalt" liv, giftet mig til en søn; Sune, med Anne og har senere fået yderligere
to børn; Nicklas og Simone. Alle tre (fire, Anne ink.) stadig højt elsket, men
også min sorteste samvittighed, fordi jeg har valgt at leve, som jeg gør nu.
Jeg
levede et nemt og komfortabelt liv, var lagerchef (med eget smedeværksted) på
et sodavandsbryggeri, i et job, hvor jeg frit kunne udfolde mig, hvad angår evner
og lyst, og havde faktisk ingen bekymringer ud over, at jeg følte, at jeg
manglede noget (ud fordringer?). Ideen med at leve alene (for en tid?) gik jeg
med i et års tid og brugte samtidigt mere og mere tid på at løbe. Lysten til at
løbe, fik jeg i ti års alderen og den har aldrig forladt mig, og blev kun
forstærket under 6 års militærtjeneste og har holdt ved lige siden.
At løbe er ikke bare at bevæge benene, at
løbe er at opleve naturen og bruge kroppen
på en meget tilfredsstillende
måde.
At løbe og tænke, eller at løbe og lade
være!
Når man løber meget udskiller kroppen
endorfiner, et morfinlignende stof som man nærmest bliver afhængig af. Jeg
elsker simpelthen at løbe i timevis på små landeveje. I løbet af det år var jeg
til sidst oppe på at løbe til og fra arbejde og forlænge turen hjem til mellem
10 og 25 km plus to weekendture på 25 - 30 kilometer hver. Det kræver en meget
forstående familie, og det havde jeg.
At løbe så meget gav mig en hel del
tilfredsstillelse og mit livs bedste form.
Men fyldte i længden ikke det "tomrum" jeg
havde, og var måske også lidt selvpineri,
men førte frem til det uundgåelige; At
fortælle Anne, hvad jeg troede, jeg ville. Den dag i dag tror jeg, at hvis hun
havde råbt og skreget, truet og slået, fortalt mig, at vi skulle kæmpe,
forandre vores liv og specielt det, at det ville have endt anderledes, men
som den forstående kvinde hun er - og måske såret gik hun med til det (og
fik mig til på en måde at føle mig "fanget" i det); så syntes hun faktisk, at det var en "god"
ide for en
tid at leve for sig selv.
(Som sagt før; jeg har sikkert ikke været
helt nem at leve med så……..)
At fortælle Anne det, var ikke det værste
jeg har prøvet, det kom da jeg skulle sige det til børnene.
De fattede slet ikke, hvad jeg sagde og jeg
måtte gentage det. De ledte efter et smil eller et eller andet, der gjorde, at det
jeg sagde, bare var for sjov, det tog tid før de forstod. Da jeg så deres
skuldre falde, tårer komme frem i øjnene, og høre dem hulke, omfavnede Anne og
mig. Da brast der noget inde i mig og kun Annes beslutsomme mine gjorde, at jeg
kunne komme videre med, hvad jeg havde at sige. Hvis der er mennesker der lever
sammen kun for børnenes skyld, så forstår jeg dem nu, og jeg havde ikke engang
noget imod at leve med Anne, kun lige dette med, at der må være lidt flere
ud fordringer i dette liv, hvis det nu er det eneste vi får, ellers ville jeg med
glæde have tilbragt det med hende. Jeg har ikke et øjeblik ønsket mig en anden
kone, hverken i dette eller eventuelt andre liv jeg måtte få.
I det øjeblik tænkte jeg; hvad ret har jeg
til at ødelægge så små menneskers liv, for sådan så de ud. Aldrig havde de været
i tvivl om, at det var os, der var deres faste holdepunkter i livet, og nu sad jeg
og sagde, at jeg ville ødelægge det hele. Og for hvad - jeg vidste det ikke. Anne
og jeg spillede vores roller godt, og fik det nærmest til at se lyst ud; med den
nye lejlighed tættere på skolen og alt, sælge hus og bil osv. og snart sad vi i
køkkenet og spiste aftensmad som altid: En glad lille familie.
Anne og jeg talte om senere, hvor nemt det
er for børn osv. Jeg var nu meget i tvivl om det inderst inde, og jeg tror, at
Anne også var det, men vi løb linen ud.
Annes chok kom først senere og jeg ved det, for hun kunne ikke skjule det. Det kom da jeg en uge senere sagde, at
jeg havde lejet et værelse. Da sagde hun; at det var for hurtigt og at vi jo
havde det godt! Og det var jo sandt, jeg tror stadig, at hun og jeg er de
perfekte partnere for hinanden; vi er sgu lige skøre og vi har aldrig været
uvenner, derfor var chokket også så stort for børnene; vi har det jo så godt!!
Men jeg havde taget beslutningen og når først jeg har en "plan", så skal der mere
end ti vilde heste til at holde mig tilbage. |
