|
09/06/01
Vi var ude på Trojka i marinaen. Jeg har efterhånden opgivet Patrick, han har
åbenbart ikke pengene, det er problemet. Jeg ved, at han vil ha' båden, vi mødte
ham derude og naboen siger, at han kommer dagligt og sidder i cockpittet?? Vi
mødte ham igen og jeg fortalte ham; at nu tager vi Trojka på land og så stiger
prisen med alle de omkostninger vi får, han vil ringe i aften.
Bagved Trojka ligger der nu en canadisk båd og en af fyrene; Gerhard, kom over
og hilste på. Så mange mennesker syntes, at det er så fantastisk, at jeg er
sejlet hele vejen fra Danmark, så han ville lige "trykke" hånd. (Jeg har sagt
det før, enhver der VIL sejle jorden rundt kan, hvis båden ellers er sikker, det
er som i andre tilfælde ikke størrelsen der tæller, og jeg er ved at få "spat"
af alle de mennesker, der tror, at det er så skide svært).
Gerhard er omkring de tres, og er egentlig tysk, men har levet i Canada, og
faktisk Vancouver i 40 år, det var jo ret heldigt, da det er der vi skal leve.
Han fortalte mig, at det er det bedste sted i verden at leve, om hans danske
venner, der bor der, og om den Skandinaviske klub de har, og så er kontakterne
jo ved at være hjemme.
Vi fik et par øl med Fred, han er besætning på en 94 fods sejlbåd, den er så
stor, flot og luksuriøs, at den ikke engang imponere mig. Vi har været ombord
flere gange, han ved aldrig, hvornår ejeren kommer, men som regel en tre ugers
tid hver år, resten af tiden er han alene om borde.
Patrick ringede, han har stadig problemer med at finde pengene, i morgen tager
vi bussen (60 Km.) ned til en anden marina, for at få priser og se på
lokaliteterne.
Vi gik en lang tur, og kom vidt omkring, vi sad på et idrætsanlæg og drak en
cola og så de lokale spille Petanque, det franske kuglespil. Vi kom sent tilbage
og drak te.
10/06/01
Jeg vågnede tidligt og lavede pandekager, og det helt store frugt-morgenmåltid
og var netop klar, da Nat. vågnede.
Det er utroligt heldigt, vi har nøjagtig den samme størrelse i tøj, benlængde og
alt - meget praktisk, at vi deler tøj og sko.
Vi kom tidligt afsted og tog bussen, da den stoppede halvvejs(??), tog vi den
"på stop" resten af vejen, først med en fransk ældre herre og sidst med en lokal
kvinde, der arbejder for Hertz i lufthavnen. Hun ville gerne tale engelsk og
kørte en kæmpe omvej for at tage os til marinaen. Jeg vil opsøge hende, når vi
er i lufthavnen, hun er rigtig sød.
Priserne var rimelige og selvfølgelig er det billigst at ligge i vandet og
forholdene er i top. Bruno, der er den franske manager, viste os rundt og var
utrolig flink og rar. Marinaen er lille og så hyggelig, der er
værkstedsfaciliteter, de bygger både der, og den har bare en dejlig atmosfære.
Der står flere udenlandske både på land og i vandet ligger der en norsk båd, men
der var ingen hjemme, den så også ud til at være efterladt, sejl var taget af
osv.
Vi lavede en aftale om, at vi sejler derom i morgen, vi tog bussen tilbage og
stoppede i marinaen for at betale, og købe mere benzin, så vi kan sejle for
motor, hvis der ingen vind er, der er vel en 8 timers sejlads derom.
Vi snakkede om at lave en tur ud af det og glæder os faktisk til at tage turen
derud sammen. Vi har ikke sejlet meget sammen og aldrig på Trojka, bortset fra
turen fra havnen til marinaen med Jason. Vi vil handle ind til turen i dag og vi
vil overnatte derude, det bliver sjovt.
På kajen mødte vi Fred og drak en Cola med ham og imens gik jeg til båden for at
hente dunkene. På båden lå der en seddel fra Patrick, og Fred fortalte senere,
at Patrick havde været der om morgenen. Ring til mig, så vi kan mødes for at
underskrive kontrakten, jeg har pengene!! Ja, så var der jo ingen grund til at
købe benzin, så jeg gik tilbage og Natalie måbede lidt, da jeg kom tilbage uden
dunke.
Vi besluttede os at give ham endnu en chance, han har haft et par stykker, og
jeg er så "træt" af ham.
Vi handlede stort ind, i aften skal Nat. og jeg lave mad ude hos nogle lokale,
hvor vi har været mange gange og spise og så'en. De har en "restaurant, men det
er en slags privat affære, kun for familie og venner og dem har de mange af. De
har inviteret noget af familien og vi har inviteret Nick, fyren der spurgte
efter Marihuana i Balboa Yacht Club.
Jeg ringede til Patrick fra en boks og han svarede ikke, han driver mig snart
til vandvid. Det ville være rart at vide, om man er købt eller solgt. Vi
snakkede om, at han helt sikkert ville have haft ringet til huset, han har
"vores" nummer. Der var ingen, der havde haft ringet, men da jeg ville ringe,
kunne jeg ikke få klartonen, og fandt en telefon der ikke var lagt rigtigt på.
Et par sekunder efter ringede Patrick og spurgte, om han måtte komme til huset
for at underskrive kontrakten. Vi var sent på den, men jeg ville gerne have
dette overstået, så han kom til huset og vi fik pengene. Vi skrev kontrakt i fem
kopier. Vi lavede en aftale om, at vi kommer til marinaen i morgen kl. 10:00 for
at hente vores sejlertøj m.m., det får vi helt sikkert brug for, resten kan han
få.
Jeg fik spurgt Patrick om, hvad han laver, og jo, han er præst på en slags
missionær-mission på de små øer i Tuamotos området, og han vil bruge Trojka til
at sejle rundt i "Embedsmedfør", den "sejlende præst", det er bare herligt.
Lidt forsinket ankom vi og vi havde en gevaldig aften, maden var perfekt, Nick
kom bare ikke. Vi sang og spillede musik til ud på de små timer, det er
fantastisk at høre tahitianerne synge deres lokale traditionelle sange.
Livet på en stillehavsø er bare dejligt og de er alle meget glade mennesker og
der er en fantastisk afslappet stemning. |