|
26/03/01 Wreck Bay, San Christobal,
Galapagos
Jeg satte vækkeuret til 02:00 og lagde Trojka til ro for aftenen, og gik straks
til køjs. Der er så meget fluorescerede "halløj" i vandet, og efter båden er der
en slags ildhale, og det er der også efter fiskene. Da jeg sad og børstede
tænder i cockpittet i mørket, så jeg de mest utrolige ting i vandet, hajer,
delfiner, søløver og søslanger. Det var så vildt flot, at jeg kom alt for sent i
seng, så da klokken ringede kort tid efter, satte jeg sejl og havde altså håbet
på lidt mere vind (end jeg fik), så jeg kunne være inde ved 06:00 tiden.
Da jeg var 10 mil fra Isla San Christobal, kaldte jeg Beacon op på radioen, men
fik ingen kontakt. Ved 9 tiden kort før jeg kom ind på ankerpladsen Wreck Bay,
kaldte Nat. mig op. De havde hørt mig, da jeg kaldte, men deres VHF rækkede ikke
ud til mig.
Stort gensynskys og Nat. gav mig et kæmpeknus, lige på ribbenet, så jeg næsten
besvimede, jeg så i hvert fald adskillige stjerner.
Jeg skyndte mig at få droppet ankeret og komme derover, jeg havde forberedt
båden på vej ind, og den sidste halve time havde jeg kørt for motor og
autopilot, mens fik jeg pakket sejl og vasket tøj og båd.
Vi gik straks en tur langs stranden (det er bare så skønt at gå efter mange dage
til søs, på min lille båd, kan jeg jo ikke gå rundt) og så masser af søløver, de
er ikke bange, da de ikke ser mennesker som en trussel overhovedet og man kan
røre dem, hvis man går forsigtig til sagen. De hopper op på bådene, hvis de får
chancen og jeg havde senere en til at ligge og flyde i min lille gummibåd og den
overnattede deri, hvis jeg ikke trak båden op på Trojka.
Når vi lander i gummibåden på stranden, er der altid en flok søløver i vejen, og
om natten er der altså omkring 100 af dem og så gi'r de hals alle sammen, de
bryder sig ikke om at blive vækket midt om natten, bare fordi vi vil have
gummibåden i vandet og de så alle sammen må flytte sig.
Vi så masser af varaner, reptiler og hvad ved jeg og de skønneste fugle, jeg
nogensinde har set. Derefter fik vi en salatfrokost i en lille lokal bar og tog
derefter på stranden og svømmede lidt.
Vi spadserede rundt i byen, og Nat som allerede havde været der i en uge viste
mig alt, der er ikke meget.
Vi hyggede os på båden om aftenen, David lavede tuna bøffer.
Næste morgen tog vi alle fire på tur med en pickup truck, først ud i skovene og
derefter op på et bjerg, David hoppede af 10 km. fra byen og vandrede tilbage.
Tilbage i byen læssede vi alle rygsækkene på Alex, som ville tilbage til båden,
hvor vi ville tilbringe dagen i land. Nat. og jeg skulle senere spise til aften
sammen med en flok new zealændere og australiere. Vi skulle have hummer og havde
bestilt det i den lille lokale, 50 kroner pr. person.
Vi fandt en lille kaffebar. De havde en guitar, som vi lånte og vi spillede og
sang hele eftermiddagen.
Vi vandrede ud på klippekysten bag lufthavnen for at se solnedgangen, som de
turister vi er, så krydsede vi lige et par landingsbaner og havde en samtale med
vagtfolkene om, at det nok ikke, er så smart.
Solnedgangen var helt fantastisk og farverne utrolige. Vi sad der i lang tid,
derefter gik vi tilbage til kaffebaren og fik et par øl og snakkede, så vi kom
halv anden time for sent til spisningen, men vi fik da mad. Hummerne var
utrolige gode, jeg syntes bare, at de var for små.
Om aftenen tog vi tilbage til bådene og jeg tog på Trojka, da jeg ville sejle
før dem, vi sejler til Acadamy Bay på Isla Santa Cruz i morgen tidlig. |