28/ 01/01
Jeg fik fat i Karsten pr. email. Han kommer i morgen, mandag, og jeg vil
undersøge, hvor i Balboa han bor, og hvordan det ser ud med trailere.
En af de lokale er ved at undersøge, om jeg kan blive transporteret raftet op
til en anden båd, så jeg undgår alle de mennesker ombord. Det billigste ville
nok være at blive transporteret på landevej, men det er også det mest
besværlige, da masten så skal af. Jeg er nok nødt til at acceptere den billigste
løsning, uanset hvor meget besvær, det er.
29/01/01
Tirsdag morgen skal jeg sejle med Louis, en franskmand, der også er
single-hander, igennem kanalen. Han manglede jo folk, men havde egentlig hyret
fire lokale, da jeg tilbød at gå med gratis, bare for turen, et tilbud som han
tog imod.
Karsten var her i dag, han har levet her i 33 år, og er nu "semi retiret ", han
har arbejdet i skibsbrancher og tager nu kun konsulentopgaver. Han arbejder
stadig på at finde en trailer, der er stor nok til at tage Trojka, og jeg regner
med at vide mere i morgen.
Jeg bliver hentet kl. 05:00 i morgen tidlig af Louis, piloten kommer ombord kl.
06:00, så nu håber jeg, at Trojka stadig ligger her for anker, når jeg kommer
tilbage.
Indtil nu har det gået fint, og ingen har klaget over, at jeg ligger så tæt på
marinaen. Jeg har dog hørt fra Niels, en svensker der har ligget her i 9 måneder
- at en af de lokale, og de ejer klubben - har bemærket at jeg er her, men har
sagt, at den er jo så lille, hvis han opfører sig ordentligt, så går det nok, så
det vil jeg anstrenge mig med…… |