|
Vi sejlede fra Cap Verde den 11.
dec. Og de var begge søsyge i løbet af en times tid, der var voldsom søgang, så
det var ikke så mærkeligt. Specielt Joseph brækkede sig enormt meget og jeg var
den eneste, der spiste aftensmad. Robert sad bare og så sørgelig ud, men
beklagede sig aldrig.
Rebet i Atlanterhavet
Rebet i Atlanterhavet
Satans osse - ingen fisk i dag...
Robert med en globus i køjen hvor de begge sover. Han troede ikke, at Jorden
så sådan ud.
Lige før vi rundede den sidste ø ved Cap Verde, spurgte de ; om det ikke snart
blev bedre, vi hoppede og dansede rundt i små korte bølger. Niks, nu begynder vi
også snart at rulle, er der nogen, der vil i land ?
Nej, men har vi en spand mere……..
Søsyge var en af de ting, jeg havde advaret dem om og ingen plads var en anden,
jeg har jo kun en seng og den er min, den deler jeg ikke med nogen. Jeg havde
anrettet forenden med en madras, som de selv skulle have med og de påstår, at
der kan de sagtens ligge, ellers vil den ene bare sove udendørs.
Joseph fik det bedre på trejdedagen og begyndte at kunne holde maden i sig, men
Robert så bare endnu mere sørgelig ud. Joseph er 39 år og Robert er 26 år.
Efter en uges tid faldt der lidt mere ro over dem og de begge kunne nu spise og
holde det i sig så nogenlunde, Robert var faktisk dårlig under hele turen og
havde tabt sig, så det kunne ses, det fatter jeg bare ikke med alle de søde
sager, de væltede i sig.
Hvorfor skal negre altid glo på en? Lige meget hvad jeg lavede, kunne jeg føle
deres øjne i nakken, og så det bare lidt interessant ud, rykkede de nærmere, som
om man var med i en film der kørte. Indimellem går de mig fandeme på nerverne.
Efter en uges tid gik de i gang med at skære træfigurer til mig. Jeg har nu hele
familier i flodheste, elefanter og løver o.s.v.
Om morgenen laver jeg altid havregrød eller risengrød og til aftensmad spiser
jeg altid ris og fisk, og når jeg indimellem er træt af fisk, spiser jeg ris og
majs, godt med Piri-Piri og ketchup på. De lavede dog noget, de kaldte stuvning
og som bestod af dåsegrøntsager, tun eller dåsekød blandet med ketchup, løg m.m.
og de lavede, så de havde til 3-4 dage, det stod udendørs hele tiden og blev
varmet op om morgenen, jeg tænker, at det er for at slå bakterierne ihjel, men
vi blev nu ikke syge af det.
Ingen af dem kunne bruge en dåseåbner, de havde aldrig prøvet det før.
Hverken Robert eller Joseph kan svømme, så jeg havde lagt vægt på sikkerhed og
sikkert overdrevet godt og grundigt, med det resultat at Joseph pure nægtede at
gå ud i cockpittet uden livline, fandens til ståhej.
Joseph der ikke kan svømme. Bemærk alle sikkerhedslinerne han har på.
Når jeg sejler med to ud-bommede forsejl går der lang tid, før jeg er tilbage
for at samle en mand op………
Jeg havde fra en start sagt til dem; at var der noget, de havde lyst til, så
skulle de bare tage det, jeg vil ikke spørges hver gang. Efter en uges tid fik
jeg lyst til chokoladekiks, jeg havde købt et karton med 20 pk. a 10 kiks i på
Gran Canaria i et storkøbscenter, men av min arm, der var ingen tilbage, og ej
heller var der nødder eller Bounty-bars, de to havde hver aften, når jeg gik i
seng, sat ude i cockpittet og ædt i snit 2 pakker kiks pr. mand pr. dag plus alt
det andet, såsom chokolade og 10 dåser frugt i dåse o.s.v. De kunne simpelthen
ikke lade det være.
Men ellers gik det nu meget godt. Efter et par uger kom der af og til et surt
opstød fra mig, når de for eks. skramlede og faldt rundt i kahytten og for eks.
satte sig på mit hoved: HOLD ON TO THE FUCKING PIPES, WILL YOU, HOW HARD CAN IT
BE? |
