|
30/12/00 Man Of War -
Pirates Bay, Tobago
Det var et fantastisk syn,
regnskoven hang helt ned og udover en kridhvid strand og der var tropiske fugle
overalt, men jeg havde ikke tid til at nyde det, (jeg havde håbet på tusmørke og
det var fuldt dagslys) jeg måtte have gummibåden frem og pumpet op i en fart. De
havde begge smidt deres poser væk, hvori de havde deres tøj, og taget alt tøjet
på, de så lidt oppumpede ud. Nabobåden var vågen og så os stige i båden og sejle
mod land, han var franskmand og så ikke helt tilfreds ud, han havde regnet ud,
hvad der foregik, så jeg pressede på for at få det overstået og komme væk. Og
jeg ved det; Det er fjolser som mig, der gør at myndighederne nogle gange, gør
livet surt for alle sejlere og det er grunden til, at de ofte er mistroiske, men
jeg er ikke alene om det og nu er det her jo heller ikke en
popularitetskonkurrence og jeg kan faktisk godt forstå de fyre og kan i øvrigt
sagtens bruge pengene.
Da vi ramte sandstranden, ville gutterne ikke ud; Vi får våde fødder… jeg stod i
vand til lidt over anklerne og prøvede at trække båden op, da problemet løste
sig selv, der kom en mega dønning, der væltede båden omkuld og gutterne var
gennemblødt i alle lag og Joseph lå under den og sagde sjove lyde. Jeg tror, at
de hellere ville have haft våde fødder lige da, men det var deres valg. Jeg fik
hurtig båden pakket sammen og ankeret op. Og kom ingen steder !!! Jeg var gået
ind på sejl, og der var nærmest ingen vind til at hjælpe mig ud derfra, men
kunne efter hvad føles som en evighed, sætte en nordlig kurs mod internationalt
farvand.
15 mil. ude rettede jeg kursen ind efter Bonnaire og fem døgns sejlads lå
forude. Og hold da kæft, hvor var det rart at være sig selv igen.
Livet på havet er så enkelt, når man har sejlet i nogle dage, og har fundet
rytmen ombord, ja så føler jeg, at jeg kunne forsætte "for evigt", det er så
meget nemmere at sejle, end at gå i land, med alt det arbejde og bøvl der følger
med.
Når jeg har sejlet i nogle dage - falder alting til ro.
Tiden går i stå - og afstanden forsvinder.
Stress, jag og bøvl er væk - og dagligdag bliver go'.
På planeten Blå - jeg mig nu befinder.
Først er der uro - og så er der længsel.
Hvad vil der ske derude og hvornår er jeg fremme?
Men efter nogle dage - er det land, der er fængsel.
Ske hvad der vil - for nu er jeg hjemme. J.H.
Ja, man bliver jo helt filosofisk af at være så meget alene. Man starter med at
tale med sig selv og snakker så lidt med sig selv og vindroret og primussen, men
når man syntes, at de begynder at svare; Så er det på tide at komme i land…… |
