07/01/01
Jeg var tidligt oppe og nyde swimmingpoolen og en morgenbruser. Op af
formiddagen tog Tom og jeg ind til byen i hans dinggy, undervejs gjorde vi holdt
på Kents båd. Kent fortalte os; at han aldrig havde visa, når han tog til
Venezuela og han havde været der mange gange, og han indklarerer også selv,
selvom pilotbøgerne siger; at man skal have visa og benytte en agent til at
indklarere, og som man så skal betale 100us$ for ulejligheden. Konsulen her
tager 35 us$ for at udskrive et visa og det er lige i lommen højst sandsynligt.
Så jeg har egentligt lige sparet 135 US$.
Jeg mødte Steve (ham der hang på revet), han skulle hjem til Staterne og vil
komme tilbage med en nevø, der hjælper ham hjem med båden. Du har jo ikke tid
til at hjælpe mig med at sejle den hjem. For hulen Steve, du spurgte jo
aldrig…….
Der var ikke tid til at gå til tømreren i dag. Men jeg fik endelig byttet bøger,
damen bad mig tage flere bøger derfra end jeg kom med, da hun har for mange, så
jeg tog en bog fra til Tom, en Clive Custler; om alle hans ekspeditioner vedr.
sunkne skibe/gamle vrag og en til Chris, en tysk bog om Fastnetskandalen i
halvfjerdserne, det er begge meget gode bøger, men jeg kan jo ikke gemme dem, da
jeg ikke har plads, og jeg har læst dem, faktisk to gange og har hårdt brug for
nye bøger, men ville gerne give dem til nogen. Jeg kender kvaliteten, når man
bytter bøger, er den ofte lidt lav, de fleste sejlere bytter ikke "kvalitets"
bøgerne dvs. dem om sejllads osv, dem gemmer de eller bytter med andre for andre
"kvalitets"-bøger.
Chris kom senere over til mig med "The Pacific crossing guide" en ekstra en, han
havde, han havde lavet en god handel med en, der stoppede med at sejle og jeg
havde ingen, så det var en god handel for mig, da de er ret dyre og nærmest
uundværlige.
08/01/01
Chris kom over og spurgte; om jeg ville med over til kysten på den anden side
for at vindsurfe, men jeg afslog, da jeg havde en hulens lyst til at komme i
gang med alle de småting, som der altid er. De har været her så længe, at de har
købt en bil. Bil og bil er næsten for meget sagt, de har ikke bilsyn hernede og
de kører til, de falder fra hinanden, det sker sikkert snart for deres.
Og det blev en god dag, jeg fik ordnet faktisk alt det, jeg havde planlagt, og
kontrolleret alle splitterne i mast og rig, jeg fandt en i masten, der var
bøjet, den kunne efter noget tid, have udviklet sig til en katastrofe, det var
en topvant = mast overborde!
Jeg skal ud og sejle med Chris i morgen, Dora sejler med Anni B., så hun kan
tage billeder af deres egen båd under sejlads.
Og så var jeg lige inde i byen for at købe 20 dåser mere af den billige sauce,
jeg testede den i aftes, og de er bare gode.
I morgen efter bruser og swimmingpool vil jeg til tømreren.
10/01/01
Og nu er det i morgen, og jeg var to gange ovre hos tømreren. Der var folk i
værkstedet, men ingen på kontoret og der var ingen, der kunne tage stilling til,
om de ville hjælpe mig med et par stykker træ. Det skulle lige være et dansk
tømrerfirma, så havde øl/kaffe kassen lige fået et lille indskud, og jeg mit
træ.
Efter turen i swimmingpoolen fik jeg lyst til at snorkle lidt, så jeg tog
gummibåden ud af havnen, hvor der er et rev lige uden for, og godt det samme, da
jeg ikke har en motor til den. Efter kort tid som sædvanligt frøs jeg og måtte
op.
Og da fik jeg en ide, alle de dykkerfirmaer må da have kasserede dragter, så jeg
opsøgte den nærmeste og ganske rigtig, de havde en stak, hvor jeg bare kunne
finde en og de kostede 20 US$ / stk. Jeg fandt en O'niel, der var lidt falmet -
i sidste års farver, og den passede perfekt, så i morgen tidlig går den ud på
revet igen.
Jeg var oppe ved Kristi på sejlloftet og hun lovede mig alle de sejlrester, jeg
vil have, til at reparere mine sejl med.
Og bagefter var jeg ude og sejle med Chris, der blæste en god vind, så vi måtte
rebe. At rebe på min båd er meget lettere, jeg har alle rebe-liner monteret og
ført til cockpittet, også de forreste.
Jeg fik repareret den løse forbindelse til autopiloten. Det er godt nok ikke
fordi, jeg regner med, at jeg skal bruge den, det er bare rart at vide, at det
virker.
Og så fik min motor lige en halv omgang på blandingsskruen, da den har haft
besvær med at gå i tomgang og tage gassen.
Og jeg flyttede lidt på ophænget til rebet, til rulle forstaget, det kom som
regel i klemme, enten med en af bommene, når de ligger på fordækket eller
gummibåden, der også lever derude, når den er pakket ned.
Og så måtte jeg op og rette min windex, en fugl må have landet på den, den var
meget bøjet.
Der er et ældre dansk ægtepar, der også er sejlere, der har besøgt mig flere
gange, men jeg er jo aldrig hjemme, siger de. Da jeg sad på internetcafeen, sad
de lige bag mig. Vi mødtes så lidt senere på en bar og fik en sludder, det var
hyggeligt at tale dansk. |