|
11/06/01
Det er tidlig morgen og Nat. sover stadig. Jeg sidder ude på terrassen og nyder
det, før det bliver rigtigt varmt. Jeg er glad for, at handlen endelig gik i
orden.
Det er selvfølgelig en lidt mærkelig følelse ikke længere at være "en af
singlesejlerne", men vi vil have masser af muligheder for at sejle senere.
Nat. vågnede lidt senere og jeg hentede brød hos bageren, da jeg kom tilbage var
teen klar.
Og selv om vi vågnede tidligt, sad vi så længe og snakkede, at vi selvfølgelig
kom for sent til marinaen og Patrick som ventede, men han er ved at være vant
til os.
Vi har fået hentet vores tøj og andre ting på Trojka, jeg har brugt noget tid på
at forklare Patrick, hvordan alt virker osv.
Jeg har det godt med at have solgt båden, jeg har ikke fortrudt det jeg glæder
mig meget til at komme til Canada.
Nat. og jeg skal i morgen ind til immigrationsmyndighederne, for at være sikker
på, at vores pas med diverse stempler er i orden.
Der er specielle forhold der spiller ind, når man ankommer med båd og forlader
landet med fly, vi vil bare være helt sikre, så vi ikke står i lufthavnen lørdag
aften og har problemer.
Vi mødte "High Drama" på marinaen og vi drak et par øl med Ann og Fred, og Jason
dukkede også op, han var sammen med Francis, canadieren fra Vancouver på båden
bagved Trojka.
Derefter mødte vi Frideman, han så Trojka lægge i marinaen og kom over.
Frideman, så jeg sidst i Panama, det var helt rart at blive opdateret på, hvor
alle de andre er og hvordan det går.
Vi spiste på McDonalds, handlede ind og tog tilbage til huset. Vi lavede Taziki
og tog så en lur, sidst på dagen. Vi vågnede først ved 18:30 tiden og spiste så
"græsk" og fik senere pakket et par tasker, vi købte i dag en ekstra.
Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde ret meget tøj, men efter at have samlet
det altsammen, må jeg erkende, at der var en del mere, end jeg havde regnet med.
Nat. har købt en del tøj til mig, mon det er et hint ?
Busserne hernede er et helt kapitel for sig selv, de kaldes "Le Truck" og selv
med ringe kendskab til fransk, er det nemt at forestille sig, hvordan de ser ud.
De fleste er små Mercedes ladvogne og de har alle et træskelet med bænke
monteret og man sidder en 16- 18 personer der. Busserne har ingen køreplan, men
der er mange busser og man venter sjældent. De kører alle den samme rute og
koster 120 Polynesiske Francs, knap 1 US$.
Og nu er det så senere på aftenen, Nat. ligger og læser og jeg sidder herude på
terrassen og skriver lidt, og kikker på stjernerne, de virker lidt "blege"
herinde på land.
Vi tager ind til byen i morgen, vi skal blandt andet have en tatovering, den
samme og det samme sted på kroppen, den betyder på Polynesisk "Kærlighed ". Jeg
har altid sagt, at hvis jeg skal have en tatovering, skal jeg have den ude i
Stillehavet, ikke inde i en lille tattooshop i Havnegade og den skal betyde
noget specielt, og det kan ikke være mere perfekt for os, end her og nu.
Vi er inviteret på kalkunmiddag fredag aften hos vores lokale venner, sammen med
de samme mennesker, som vi lavede mad til forleden. Et af parrene, en tahitiansk
mand og hans franske kone, han talte engelsk - hun talte ikke engelsk, men hun
er født tæt på den tyske grænse, så vi talte tysk. Hun troede hele aftenen, at
jeg var tysker og hendes mand troede, at jeg var amerikaner, jeg er åbenbart
ikke nem at regne ud.
Jeg er nu ved at være klar til at tage afsted, alt er ordnet og vi venter bare,
nu er det slut med singlesejler-livet. Det har været sjovt og meget spændende at
sejle alene ned igennem Europa, over Atlanten og igennem Stillehavet, jeg har
haft utrolig mange gode oplevelser og kun få dårlige.
Jeg har fået venner for livet, de bedste jeg har haft.
Jeg kan glæde mig over så små ting, at jeg selv nogen gange syntes, at jeg er
"naiv".
Jeg har ændret syn på mange ting og er på nogen måder helt sikkert blevet en
anden, det tror jeg i hvert fald selv.
Jeg har lært utroligt meget og blevet bestyrket i min tro på. at man (jeg) kan,
hvad man vil, hvis man virkelig vil.
Men den bedste part har været at møde Natalie, det har ændret mit liv totalt, vi
tager nu til Canada, det bliver spændende og et helt nyt og anderledes eventyr
for Holden.
Det er så svært at være pessimistisk når alting - altid bare lykkedes, jeg er
født under en heldig stjerne.
Og jeg tror at min dagbog fortsætter, det bliver bare et helt andet kapitel…… |
