|
Da jeg var 16 år, startede jeg ved hæren som
konstabel og var der i 6 år.
Derefter arbejdede jeg for et amerikansk firma,
først som mobilkranfører i Danmark og senere som formand i Norge,
Mellem- og Fjernøsten og USA.
En del af mit arbejde var at flytte og sætte mobile fabrikker op, ansætte
og træne lokale til at køre lastbiler, gummiged og kraner, og så
selvfølgelig køre afdelingen under produktionen. Vi rust- og
vægt-behandlede rør til olieledninger. Jeg kan mægtig godt li' at arbejde
på den måde, at man selv "står" med det. Og gerne med fremmede kulturer,
jeg kan klare mig på arabisk. Jeg vil gerne bo et varmt sted. Jeg har
aldrig over for Anne lagt skjul på, at jeg gerne vil bo og arbejde i et
varmt klima. Da vi mødte hinanden, arbejdede jeg stadig som sådan, men fra
da af og i alle årene derefter, var
der bare hele tiden en grund til, at vi skulle vente lidt, og jeg troede aldrig,
at vi
ville komme afsted. Vi er sammen kommet en del på Kreta, og jeg troede en
overgang, at vi måske kunne flytte derned. Jeg kan arbejde som lidt af hvert,
da jeg er en habil svejser/fitter og lidt af en Georg Gearløs, har arbejdet
meget med motorer og biler m.m. Jeg har i en del år suppleret min indtægt
med at lave rust i biler, renoveringer osv. Anne var også " vild " med Kreta, men så
længe Olde lever, så længe børnene er små, og så var der uddannelse……
o.s.v.
I de senere år havde/har jeg fået lidt af
en ide om, at jeg ikke "gider" at eje alt det, man nu går og køber og samler
sammen. Det gør mig ikke længere så lykkelig at få en ny bil f.eks. Jeg følte
mig snarere bundet af det, "det" nærmest ejede mig; hus, biler m.m., måske fordi
det konstant mindede mig om, hvor svært det var at flytte eller ændre på det
skide liv man lever, jeg følte mig vel "fanget."
Jeg ved ikke, om det er en "normal" midtvejskrise, men det var sådan, det startede for mig.
Jeg vil ikke sige, at det gjorde mig
lykkelig, da jeg slap af med alt det, men lettet det var jeg. Som tingene er nu,
har jeg selvfølgelig en h……. skyldfølelse over for børnene og Anne (og med
rette!); at jeg brød vores familie op, og at jeg ikke ser dem nok, men jeg
håber, (ha) at jeg kan gøre det godt senere. Jeg havde håbet at "svaret" ville
komme, hvis jeg boede lidt alene, men det kom selvfølgelig - aldrig.
Måske "svaret" var, at jeg skulle sejle en
tur, som jeg jo gør nu og at jeg så vil blive klogere undervejs. Hvis det er et
"svar", så er det i hvert fald det eneste, jeg fik.
Kort før jeg skulle sige mit arbejde op,
begyndte der at florere div. rygter, samt at vi fik ordre på at indstille alle
investeringer i produktionen. Kort tid efter blev vi så overtaget af
Carlsberg og nedlagt.
Jeg tog det som et "tegn" på, at jeg skulle
starte på turen, jeg var ved at få "kolde fødder", jeg havde jo et godt job
o.s.v.
Jeg har aldrig prøvet det, ikke at have et
job, det at høre til et sted, og jeg var nu helt fri (Og helt alene).
Efter at have set den udsendelse, tænkte jeg
den aften og nat en del over det med at sejle, og klare sig selv i sin egen lille
verden og så var der ud fordringen, der var faktisk mange. Og jeg havde jo
stadigvæk heller ikke fundet ud af, hvad det var jeg ville, efter at have levet
alene nogle måneder.
Jeg kunne selvfølgelig starte som de fleste
andre med at købe en båd og så sejle herhjemme og få erfaring osv. Sådan en type
person er jeg nok ikke - må jeg indrømme - men utålmodig. Jeg har en hel del mere
vilje end tålmodighed og en "alt eller intet indstilling"
(skorpion). Og hvad
havde jeg egentligt at miste, som jeg ikke allerede havde sat over
styr? |